18/2 – Geddetur til Gudenå

Vi udsatte den årlige geddetur til Gudenå en uges tid pga. dagsfrost og en strid, iskold blæst fra øst – og det var en god beslutning, da vi i stedet fik 5 plusgrader og vind fra sydvest. Jannik, Emil M, Kristoffer, Oliver H samt Kasper og hans far Allan og Orla udgjorde holdet. Vi prøvede først på zone 6 neden for Ulstrup Bro og siden på zone 3 ved Bjerringbro. Drengene var flittige og fik gennemfisket en masse vand, men desværre uden fangst, så Orla genudsatte dagens eneste gedde på ca. 85 cm. der faldt for en af vore flash-fluer.
Forklaringen på det magre fiskeri skyldes formodentlig ekstremt lav vandstand i åen efter en usædvanlig nedbørsfattig vinter, hvor gedderne åbenbart havde forladt bredzonen og fundet nye ædepladser længere ude i åen. Vi havde alligevel en hyggelig dag og Emil og Jannik så en laks plaske midt i åen. Tak til juniorafdelingen i Bjerringbro, fordi vi må fiske i jeres store, spændende å – vi ser frem til at kunne gøre gengæld, når sommerfiskeriet kulminerer i Trend Å.