Månedsarkiv: august 2014

Vellykket weekendkursus for juniorer ved Trend Å

https://vimeo.com/103343755

Omtrentlig hvert andet år arrangerer” Smoltene”, alias juniorafdelingen i Trend Å Lystfiskeriforening, et weekendkursus i enhånds fluefiskeri efter havørred. Denne gang med 11 deltagere, heraf fem fra ”Overspringerne” i Varde, to fra juniorafdelingen i Brønderslev og de resterende fire fra Trend. De fik en travl weekend med både teori og praksis, herunder fluebinding, kastetræning, ørredbiologi – og masser af fiskeri..

DSC_0014

Trend Å er ganske vanskelig at fiske i på grund af sit klare, grødefyldte vand og ringe bredde, mens frodig vegetation står mandshøjt langs bredderne – og derfor er det en krævende træningsplads, selvom den gemmer på mange havørreder. Hyppige regnbyger og en strid modvind fra vest stillede ekstra store krav til de unge kursister.

DSC_0025

Jonas Høholt bandt bl.a. velfangende skumfluer med kursisterne

Den usædvanligt varme sommer gav desværre endnu en gang omfattende iltsvind i Limfjorden – det værste tilfælde i 15 år. Derfor flygtede selv undermålsørrederne op i bl.a. Trend Å, hvor vandet var friskere, selvom de små blankfisk burde være ude at smovse i fjordens mange byttedyr. Det kom til at præge fangsterne, idet 14-15 undermålere blev genudsat.

5D3_0331g

En Glad Christian med sin flotte kursus-havørred fra Trend Å (Foto Jonas Høholt)

Til gengæld lom kun tre ørreder over målet på land: Formand og kursets kok, Thomas Dalgaard, der sammen med Jonas Høholt, Brian Kristensen og Orla var instruktør på kurset, fik en fin lille fisk på 45 cm, mens Trend-junior Anders Laursen fangede en på samme størrelse. Lørdag aften blæste det op, hvilket fik en anden af Trend-smoltene, Christian Kristensen, til alternativt at gribe spinnestangen. Måske lidt uortodokst på et fluekursus, men ikke nogen dum ide. Christian fangede nemlig årets hidtil største havørred på 73 cm og 4 kilo på en guldfarvet Mepps 2. Ny PR til Christian og næststørste juniorhavørred nogensinde.

Orla sluttede med en helt uventet fangst i form at en smuk lille fuldfinnet fjeldørred på knap 30 centimeter, hvilket næppe har fortilfælde i åen. Den må stamme fra en af de sidste udsætninger – og den fik selvfølgelig sin frihed igen, så andre har chancen for samme eksotiske oplevelse.

Emil fanger ”Tre i Trend”

DSC_0013

Emil er kun den anden junior, der har fanget ”Tre i Trend” – her med fisken på 52 cm.

Juniorafdelingen i Trend Å Lystfiskeriforening har en særlig præmie, som sjældent kommer til uddeling. Konkurrencen går under navnet ”Tre i Trend” og kravet er,, at juniorfiskeren har dygtighed og held nok til at fange tre sommer-havørreder – heraf en på orm, en på spin og en på flue.

Det er en præstation, som demonstrerer stor alsidighed i fiskemetoder og som selv mange af foreningens seniorfiskere kan have svært ved at leve op til. Siden ”Tre i Trend” præmien blev indført for en halv snes år siden, er det kun Jonas Høholt, som hidtil har præsteret kunststykket.

Men i år har blot 12-årige Emil Mogensen fra Aalestrup gentaget bedriften. Først fangede han en havørred på 42 cm på en hjemmestøbt Lill-Øringen. Ugen efter tog han en på 41 cm. på denne lokalredaktørs eget fluemønster, Simple Shrimp (og mistede en betydelig større fisk) og bare to dage efter den fangst landede han en havørred på 1,5 kg og 52 cm lang taget på orm.

Emils har været medlem af juniorafdelingen i tre år. Det er hans fjerde sommerfisk i år og samtidig hans største havørred til dato. Han kan nu se frem til en flot præmie senere på året for det flotte resultat.

Endnu en junior er tæt på at fange ”Tre i Trend”, nemlig 17 årige Christian Kristensen. Han mangler dig stadig at fange en havørred over målet på flue.