Foreningen flot repræsenteret på J&F-messen i Aars

DSC_0620
Sidste år startede Jagt- og Fiskerimessen i Aars og strakte sig over en enkelt dag med ca. 2000 besøgende. Succesen var imidlertid så markant, at messen i år blev udvidet til to dage og det resulterede i knap 60 stande og 5000 besøgende – bl.a. 5 lokale lystfiskerforeninger samt Gunderup Fiskesø’s flotte grejbiks.

Trend-foreningen medvirkede med succes fra starten i 2015 og deltog selvfølgelig igen forleden med en indbydende og velbesøgt stand: Tre-fire voksne og et par juniorer bemandede standen begge dage – alle iført foreningens præsentable grå-hvide t-shirt.

Juniorafdelingen blev flot repræsenteret af Daniel og Emil om lørdagen og at Tim og Jeppe om søndagen. De tilbød messens mange juniorgæster at binde en Kobberbasse eller en Red Tag og fik derved kontakt til en hel del jævnaldrende, som måske får lyst til at blive medlemmer på et senere tidspunkt.
DSC_0623

Per Johannsen præsenterede begge dage sine flotte hjemmelavede blink og woblere – og han tilbød et gratis støbeblink til alle junior-gæster. Thomas og Orla tilbød begge dage samme målgruppe lidt instruktion i fluekast i samarbejde med Lene fra Gunderup Fiskesø – og på standen blev der blev kontinuerligt præsenteret nogle af Jonas Høholts fine, små film om fiskeri og vandplejeprojekter i Trend Å.

Det forlyder, at Jagt- og Fiskerimessen for fremtiden vil blive afholdt i Aars i år med lige årstal, mens der vil være en tilsvarende messe i Aalborg på ulige år.
DSC_0608