Havørred på speciallevering

Af Jonas Høholt


Kun en smal stribe af lyst orange kan anes i horisonten under den mørkblå nathimmel. Langs åen er aften blevet til nat, der har været flex på stangen og der er fisk på tasken. En blank havørred med friske lus. Men ikke en helt almindelig havørred. Det er en fisk, som jeg er særligt glad for, fordi jeg har hjulpet den til livet. Eller jeg har i hvert fald gjort dens forældres mission nemmere i deres færd med at bringe fisken til denne verden.
Måske har to store havørreder kæmpet sig fra havet og op i et lille tilløb til denne å. Nogle måneder senere er den lille fiskelarve klækket fra lige præcis den gydebanke jeg var med til at anlægge for et halvt årti siden. Efter den er klækket og kæmpet sig fri af gydegruset, har den sikkert skyndt sig ind bag en af de mange skjulesten i den lille bæk. Et godt skjul for naturens rovdyr. Her har den spist sin medbragte madpakke, blommesækken, imens dagene langsomt blev varmere og længere.
Ørreden voksede sig langsomt større af smådyr og drivende insekter på overfladen. Efter et år havde fisken valgt at trække længere ned i systemet, hvor der er mere plads. Dens skjulested her, bestod af en stor ranunkelpude, der vajer elegant i strømmen, og danner en lang skygge midt i åen. Med nøje omhu udvalgte ørreden små insekter, steg mod overfladen, sippede dem i svælget og efterlod kun en lille ring på overfladen. Sådan gik hverdagen, kun afbrudt af hejren der i ny og næ kiggede forbi.
Få måneder senere bevægede nogle meget større artfæller sig op forbi den lille ørreds standplads. De lignede den halvandet år gamle ørred, men var flere gange større. Ørreden havde med tiden lært, at væsner større end den selv er farlige, men de store ørreder svømmede målrettet videre, og fortsatte op gennem åen. Da dagene kort tid efter blev kortere og køligere, kom fiskene samme vej ned af åen.
Efter et par år af instinktiv ædegilde i beskedne mængder, havde den lille ørred fået nok, og ville opleve nye omgivelser. Bagerst i dens hjerne roterede en tanke om, at prøve at lade være med at bevæge halefinnen og se hvad der så skete. Det måtte prøves. Der var forår og tid til forandring. Efter en afslappende flydertur, begyndte vandet at blive mere roligt, og smagte samtidig anderledes. Men det føltes rigtigt, og den lille ørred fortsatte ud gennem de nye omgivelser, som krævede en del tilvænning. Herude åbnede en kæmpestor ny verden sig, og ørreden skulle nu selv opsøge føden, der ikke længere kom drivende med strømmen. Men der var masser af føde i det salte hav. Rejer, kutlinger og små sild svømmede rundt herude. Ørreden voksede i lyntempo og hyggede sig mellem tang og sten, tit i selskab med jævnaldrende fætre og kusiner. Efter en halv snes måneder var ørreden blevet noget større, og hormonerne begyndte at fylde fiskens sind mere end rejer og tanglopper. Den ville hjem til sin å igen…

 

Skriv et svar