Holstebro-juniorer fangede 15 havørreder i Trend Å

Fem juniorer og to ungdomsledere fra Holstebro  og Omegns Fiskeriforening (HOF) fiskede weekenden d. 7-8. oktober i Trend Å med base i Trendforeningens klubhus.

Juniorleder Michael Hansen fortæller, at gruppen landede 14-15 havørreder og en regnbue samt at de observerede adskillige trækkende fisk. Otte af fiskene blev taget med hjem, og turens største blev fanget af Daniel Sommer Pedersen: En flot, gylden havørred på 65 cm fanget på en lille Rapala wobler.

Herunder fortæller Daniel om sin flotte fangst og sit første møde med den fiskerige lille å: Vi ankom til klubhuset og da vi havde pakket ud, gik vi ned til åen. Her fandt jeg et rigtigt dybt hul og jeg kastede 10-15 gange med wobleren, fordi jeg var overbevist om, at der var en fisk i høllet. Jeg sagde faktisk til min makker, at jeg fornemmede at der var en fisk og at jeg ville have den til at hugge.

Og så kom hugget.  Fisken gik rigtigt dybt og jeg kunne mærke, at der også var lidt vægt bag. Så efter en fight på 10 minutter kom den i overfladen og jeg vurderede den til at være en ny personlig rekord. Vi fik den nettet og aflivet, fordi det var en rigtig stor og flot farvet han med kæbekrog.
Senere blev den vejet til 2,5 kilo og målt til 65.5 cm og det var en ny PR, fortæller den stolte fanger

Michael takker på drengenes vegne for en fantastisk weekend og satser på at vende tilbage næste år – og mon ikke vi bliver flere næste gang, når de hører om vore fantastiske fangster, slutter han.