Kristoffer tæt på “Tre i Trend” – og Andreas scorrer på skum

Andreas med 70 cm havørred taget på en skumflue

Tirsdag den 4. juli var det kun Emil M, Kristoffer og hans far, Rune, Per Johannsen og Orla, som mødte op til juniorturen – og det blev de voksnes aften: Rune fik to havørreder på spin, den største på 54 cm og Orla fik en på knap 50 cm på en lille vådflue.

Tirsdag den 11. var fremmødet lidt bedre: Jannik, Andreas Sloth, Benny, Kristoffer og hans far, Rune, samt Per Johannsen og Orla. Det lykkedes Kristoffer at fange en fin havørred på 44 cm. på orm, så nu mangler han ”kun” at fange en på flue for at score ”Tre i Trend” og dermed årets flotteste præmie. Desuden fik Rune en på 54 cm. – og mistede en større! – på spinner.

Andreas tog en på 48 cm (med havlus) på skumflue (vistnok den første ”tørfluefisk” blandt juniorerne – og han tog en på 70 cm på skum i lørdags! – mens Orla hjembragte en på 55 cm. fanget på en lille Red Hackle vådflue og genudsatte en målsfisk, som tog en skøjte-flue.