”Tre i Trend – plus en grønlænder”

Juniorafdelingen med navnet ”Smoltene” har i mange år haft en intern konkurrence kørende, der virkelig trækker tænder ud, under navnet ”Tre i Trend”.  Her gælder det om at fange 3 sommerfisk: En på orm, en på flue og en på spin (valgfrit på blink, spinner eller wobler). Den første, der klarer den udfordring, bliver belønnet med en meget flot præmie – men der er også en andenpræmie, hvis flere er dygtige og heldige..

Det er nemlig ikke helt så nemt, som det lyder – selv mange voksne lystfiskere vil få svært ved at klare opgaven. Indtil videre er det faktisk kun Jonars Høholt, Emil Mogensen og Anders Kruse Laursen der har fanget ”Tre i Trend” – de to sidstnævnte hele to gange. Respekt for det!

Sidste år (2017) Klarede Kristoffer K, Emil F og Emil M at fange mindst én sommerfisk på spin og orm, men ingen af dem lykkedes med fluen – så ingen opnåede at fange ”Tre i Trend”

Udfordringer er godt, så nu gør vi konkurrencen endnu sværere: Fra i år skal der fanges en grønlænder (over 40 cm) oven i de tre sommerfisk – og grønlænderen skal fanges på kunstagn. Selvfølgelig med modhageløs krog.

Du behøver ikke at fange fiskene på vore fællesture, men der skal helst være et vidne og som minimum fotodokumentation.

Hvis ingen fanger en grønlænder som beskrevet, gælder den gamle ”Tre i Trend”-konkurrence stadig.

”Smoltene” har i mange år været Danmarks mest aktive juniorafdeling og nu har vi også landets mest udfordrende konkurrence.