Vi fiskede første gang i Bavsø sidste år – med god tilslutning og det gav en enkelt gedde samt en del mindre aborrer og skaller. I år deltog kun Aksel og Christopher (Karl blev syg) og de to fyre startede med at mede skaller og aborrer fra bådebroen. Derefter fiskede de det meste af søen rundt (let-vadet med dejlig fast bund!) og de snørede en mindre gedde hver og havde et par følgere.

Bavsø er en smuk sø, men desværre meget uklar pga. grønalger. Vi fik oplyst, at det skyldes en invasion af op til 400 sangsvaner på træk, som i en periode fouragerede i området – og overgødskede den før så klare sø med deres fækalier om natten. Bogstavelig talt en lortehistorie…