15821

Gensyn med Sjørup Sø

I de mange år jeg har været juniorleder, har vi isfisket på Sjørup Sø, når isen ellers var sikker på den store, dybe sø. Det var her, Jonas Laigaard satte vor gældende junior-rekord tilbage i 2006 med en fantastisk aborre på 1,6 kg – og mange af vore tidligere junior-drenge har også gode fiskeminder om flotte fisk fra den smukke sø.

Tidligere Trend-formand, Johnny Nielsen, der er barnefødt i nabolaget, fik i samme periode tilladelse til at parkere en jolle i den kommunale del af søen. Den havde vi stor glæde af i flere år, indtil den blev efterladt på søbredden en vinter. Nogen slog et stort hul i bådens skrog og man fik desværre ikke anskaffet en ny båd – Det bør foreningen stadig forsøge at råde bod på!

Samtidig begyndte folk fra nær og især fjern at tyvfiske i søen fra egne ponton- og gummibåde for at fange gedder og aborrer som madfisk. Det gik hårdt ud over fiskebestanden og lodsejerne besluttede for nogle år siden fonuftigvis at forbyde fiskeri uden tilladelse.

Derfor var det en flot gestus, da ejerne forleden tillod vore juniorer igen at fiske gennem søens 16 cm tykke isdække – i fredags lige inden tøbruddet! Desværre blev det mere en overlevelsestur end en fisketur pga. en strid, iskold blæst. Den første times tid havde vi nemlig ikke et eneste hug og 3 af vore 7 tilmeldte drenge gav op og tog hjem i varmen.

Viktor, Lev, Aksel og Karl holdt dog tappert ud – og så fandt vi aborrerne. Alle fangede mellem 4 og 7 fisk op til 18 cm og både Karl og Lev havde held i sprøjten og satte ny PR med prægtige aborrer på 34 og 33 cm. mens Viktor havde kontakt med en aborre af samme kaliber. De to store aborrer blev forsigtigt genudsat sammen med en fin gedde, som Aksel lurede!

Så meget tyder på, at søens fiskebestand heldigvis igen er i fremgang og vi sender en stor tak til lodsejer-foreningen, fordi de bakker op om vort ungdomsarbejde og dermed gav vore seje juniordrenge en fed oplevelse!